Julestemningen har sænket sig over Den Gamle By.
Frem til den 30. december 2009 kan I opleve Den Gamle By i julestemning. Nyd de julepyntede gader og butiksvinduer, smag en friskbagt honningkage og besøg nogle af stuerne, som er pyntet op til jul på gammeldags maner.
På Bryggeriet brygges der øl som i 1864. Tjenestepiger og husmødre laver julemad og julebag på et støbejernskomfur.
Butikkerne og de historiske markedsboder frister med alverdens julevarer, smykker, honningkager, hjemmelavede bolcher osv. På byens traktørsteder kan I nyde en omgang julespecialiteter, gløgg og æbleskiver.
Årets juleudstilling hedder "Nisserier" og her kan I høre om nissens historie.
Kilde: Ann Winther Sørensen